Mor-skyldfølelse: Er det min skyld, at mit barn er forsinket i sin sprogudvikling?

I denne artikel

• Først og fremmest . . . Overvej rådgivning
• Bliv medlem af en støttegruppe for forældre og børn

De typiske spørgsmål, jeg hører, efter forældre får at vide, at deres barn har en sprogforsinkelse, lyder ofte: "Hvad kunne jeg have gjort anderledes?", "Er det min skyld?", "Bliver det nogensinde bedre?" Disse konstante tanker præget af mors dårlige samvittighed har forældre til mine klienter delt med mig gennem årene. Til info: Den perfekte mor findes ikke.

I stedet for at fokusere på børnene, vil jeg skrive dette blogindlæg til DIG.

Ja, dig – mor, far, bedstemor, bedstefar, ven, tante, onkel osv. Dine følelser betyder noget. Hvis du virkelig ønsker, at dit barn skal trives, så accepter, at mødre også føler, og giv slip på den dårlige samvittighed. DU skal have det godt!

Først og fremmest . . . Overvej rådgivning

Jeg ved godt, at det bare er endnu en ting, du skal presse ind i en i forvejen travl og hektisk hverdag, men tro mig – det er vigtigt.

Jeg er en stor fortaler for terapi og rådgivning, og jeg foreslår altid, at familier deltager sammen, men også hver for sig. Processen med at få et barn udredt, diagnosticeret og derefter i behandling kan være svær for alle – hård for forældrene, hård for andre familiemedlemmer og hård for parforholdet. Alle kan have det svært.

Jeg ved, det kan lyde mærkeligt, men du vil også gennemgå en sorgproces. Det er ikke alle, der gennemgår disse faser i samme rækkefølge, og nogle oplever måske slet ikke hver eneste fase. 

1. Benægtelse og isolation er en almindelig forsvarsmekanisme, der dæmper det umiddelbare chok over tabet og bedøver vores følelser. Vi lukker ordene ude og gemmer os for kendsgerningerne. Dette er den første fase efter chokket. 

2. Vrede begynder at vise sig, efterhånden som sløret fra benægtelsen og isolationen fortager sig, og virkeligheden og dens smerte dukker op igen. Vi er ikke klar. Ikke klar til at acceptere diagnosen eller dens konsekvenser.  Den intense følelse afledes fra vores sårbare indre og omdirigeres og udtrykkes i stedet som vrede.

Vreden kan være rettet mod livløse genstande, fremmede, venner eller familie. Du kan endda komme til at rette vreden mod dit barn, selvom du absolut ikke mener det. 

3. Forhandling er den naturlige reaktion på følelsen af magtesløshed og sårbarhed. Det er ofte et behov for at genvinde kontrollen gennem en række "hvis bare"-tanker, som for eksempel:

• Hvis bare vi havde søgt lægehjælp tidligere, eller hvis bare vi havde fået en second opinion fra en anden læge.
• Hvis bare vi havde forsøgt at være et bedre menneske over for dem.

4. Depression er en almindelig fase, men du opdager måske ikke engang selv, at du gennemgår den. Ting, du før elskede og nød, betyder ikke så meget længere. Alt, dit barn gør, gør dig måske ked af det. Det gode er, at du gennem rådgivning højst sandsynligt vil komme hurtigere igennem denne fase end dem, der ikke søger hjælp.

5. Accept er den sidste fase i sorgen – den, som nogle mennesker aldrig når til. Du forstår, hvad dit barn står overfor, tager udfordringen op og gør det, I som familie skal gøre, for at dit barn kan lykkes og trives.

En autoriseret terapeut vil kunne hjælpe dig igennem alle disse følelser og sindsstemninger – inklusiv mors dårlige samvittighed. 

Bliv medlem af en støttegruppe for forældre og børn

Jeg ved ikke, hvor I alle bor, men sørg for at spørge din talepædagog eller læge om information om støttegrupper. Det er vigtigt for dit barn at deltage, men også for dig. Der findes måske grupper, som kun er for voksne, og nogle, hvor dit barn kan være med og være sammen med andre børn, der ligner dem.

Dette giver dig et frirum til at tale med andre, som står i samme situation og oplever de samme følelser som dig. Det giver både dig og dit barn et sted at høre til og lufte jeres tanker uden at føle jer skøre eller irrationelle.

Da jeg gik på universitetet, drev mine studiekammerater og jeg en støttegruppe for personer med afasi. Denne forstyrrelse opstår efter et alvorligt slagtilfælde. Vi havde en uge, hvor kun patienterne kom for at drøfte deres følelser og tanker, men vi havde også et månedligt møde for familiemedlemmerne.

Det var fantastisk at se udviklingen hos klienterne, men også hos deres pårørende. De virkede fulde af håb, når vores forløb var slut.

Nogle gange . . . er håb alt, hvad du behøver!  

Jeg lover dig, at det bliver bedre. Du vil se fremskridt – selv den mindste sejr er stadig en sejr. Prøv at fokusere på det gode, for det vil veje tungere end det svære!!