Separationsangst – hvad gør man?!

Åh ja . . . separationsangst. Selvom det er helt normalt og noget, som ethvert barn (og enhver forælder) gennemlever, gør det det bestemt ikke nemmere at håndtere.

Separationsangst

Åh ja . . . separationsangst. Selvom det er helt normalt og noget, som ethvert barn (og enhver forælder) gennemlever, gør det det bestemt ikke nemmere at håndtere. 

Ifølge Nanit.com refererer 'separationsangst' til en udviklingsmæssig milepæl, der opstår hos de fleste babyer mellem 6 og 7 måneders alderen, når de begynder at forstå genstandskonstans. Det er derfor, dit barn måske begynder at græde hjerteskærende, når du putter det i seng, tager på arbejde om morgenen eller afleverer det i vuggestue. 

Jeg ved godt, hvad du tænker. Hvad er genstandskonstans? Det er et fint begreb, som helt grundlæggende betyder, at din baby ved, at genstande og mennesker – ligesom dig selv – stadig findes, selvom de ikke er i rummet eller lige i nærheden. Symptomer på separationsangst opstår som en direkte følge af denne vigtige nye udvikling.

Som forælder tænker man måske: "Nå, de savner mig da i det mindste", men bagefter begynder man at spekulere på, om man overhovedet vil kunne forlade dem i løbet af de næste 18 år. Tag det helt roligt, det ER en fase, og det er noget, de vokser fra! 

Det gode ved det? Så snart de føler sig trygge og sikre, falder de til ro, og gråden vil aftage. Det kræver måske et par forsøg, men det bliver bedre. 

Hvis du snart skal til at sende dit barn i børnehave, er der et par gode råd og tricks, du kan bruge til at sikre, at separationsangsten ikke tager overhånd.

Baby Sticker

1. Øv jer på adskillelse

Efterlad først dit barn hos en babysitter eller anden omsorgsperson i korte perioder og tæt på hjemmet. Efterhånden som dit barn vænner sig til adskillelsen, kan du gradvist være væk i længere tid og tage længere væk.

2. Planlæg adskillelser efter lure eller måltider

Babyer er mere modtagelige over for separationsangst, når de er trætte eller sultne. Det hjælper dem, hvis du skaber en fast rutine og holder fast i den. Børn trives med forudsigelighed, og det vil hjælpe dem til ikke at føle sig forladte under luren. 

3. Lav et hurtigt farvel-ritual

Ritualer er beroligende og kan være så enkle som et særligt vink gennem vinduet eller et farvelkys. Hold det dog kort, så du kan:

4. Gå uden det helt store drama

Fortæl dit barn, at du går, og at du kommer tilbage, og gå så – tøv ikke, og gør det ikke til en større ting, end det er. Jeg giver min datter og søn et kram og et kys, vinker farvel og går ud ad døren. Ingen af børnene har haft problemer med det. Jeg lægger mærke til, at hvis jeg bliver hængende eller gør det til en stor scene, reagerer de meget mere negativt. 

5. Hold hvad du lover

For at dit barn kan opbygge tillid til, at det sagtens kan klare adskillelsen, er det vigtigt, at du kommer tilbage på det tidspunkt, du lovede. De har brug for at vide, at de kan regne med dig og stole på dig!

Teddy Bear Blub Blub

6. Bevar velkendte omgivelser, når det er muligt, og gør nye omgivelser trygge

Få babysitteren til at komme hjem til jer. Når dit barn er væk hjemmefra, så opmuntr det til at have en velkendt ting med. Vi lader vores datter tage et tøjdyr med hjem til min svigermor til middagsluren, og hun må have sit tæppe med i børnehave. 

7. Hav en fast primær omsorgsperson

Hvis I ansætter en passer, så prøv at beholde vedkommende i lang tid for at undgå for mange skift i dit barns liv. Vi tog vores datter med hen til hendes børnehave omkring to uger før, hun startede. Pædagogerne foreslog, at vi gik ud af stuen og lod hende lege med de andre børn. Det gik fantastisk. Faktisk ville hun slet ikke med hjem igen :( 

8. Minimer uhyggeligt fjernsyn

Dit barn er mindre tilbøjeligt til at blive bange, hvis de programmer, I ser, ikke er skræmmende. Min datter elsker uhyggelige film, men vi prøver alligevel at begrænse det for at undgå problemer ved sengetid, eller når hun oplever noget nyt. 

9. Prøv ikke at give efter

Berolig dit barn med, at alt nok skal gå – faste, konsekvente rammer hjælper dit barn med at vænne sig til adskillelsen. Det er lettere sagt end gjort, især når det rammer ved sengetid. Nogle gange er man bare nødt til at gå ud af rummet. Så længe barnet er mæt, ren og i trygge rammer, er det okay at lade det græde et lille øjeblik. 

Ifølge Nanit.com er der flere forskellige faser af separationsangst. Separationsangst varer typisk to til tre uger og kan dukke op i hele spædbarns- og tumlingeperioden samt senere i barndommen. For børn under to år er det mest almindeligt i følgende aldre: 

  • 6 til 7 måneder: Omkring dette tidspunkt, og nogle gange tidligere, begynder mange spædbørn at få en fornemmelse af genstandskonstans. 
  • 9 til 10 måneder: Her begynder din baby at få en meget bedre fornemmelse for sin daglige rutine. "Separationsangst kan blusse op omkring dette tidspunkt, fordi babyer begynder at forstå forskellige sociale situationer lidt bedre." De ved nu: "Nå, jeg bliver afleveret i vuggestuen om morgenen, og mor er væk i rigtig lang tid." (nanit.com)
  • 13 til 14 måneder: På dette stadie kan din baby have svært ved at udtrykke sine følelser, hvilket kan føre til, at separationsangsten blusser op igen. I denne periode har de et fantastisk passivt sprog, hvilket betyder, at de forstår, hvad du siger, men de kan ikke udtrykke, hvad de føler. De vil måske gerne sige: 'Hvorfor skal du på arbejde? Hvorfor forlader du mig?' Men de kan ikke formulere det, og derfor græder de."

Som forældre kan vi også selv mærke en form for separationsangst. Den er måske ikke lige så voldsom som børnenes, men vi oplever den bestemt, når vi er væk fra vores børn i længere tid. Det er sådan en modstridende følelse, ikke? Vi har brug for pauser, MEN når vores børn ikke er der, tænker vi straks: "Nå, hvad skal jeg så finde på nu?" eller "Jeg savner dem."

separation-anxiety.jpg

Forældreangst? 

Jeg ved i hvert fald, at jeg havde rigtig svært ved at tage væk fra begge mine børn de første par gange, efter de var blevet født. Adskillelse fra sine børn er ikke nemt. Jeg havde hele tiden den tanke i hovedet, at ingen kunne passe dem lige så godt, som min mand eller jeg kunne. Det, der hjalp mig, var:

  1. Skriv en dagsplan ned til passeren. Vær så detaljeret, som du har brug for. Sørg for at skrive vigtige informationer og eventuelle helbredsoplysninger ned, som de kan få brug for, mens du er væk.
  2. Bed om at få billeder og sms'er. Det gav mig ro i sindet, når jeg kunne se billeder af børnene og vide, at de havde det fint, selvom vi ikke var der. 
  3. Vær kun væk et par timer ad gangen i starten. Første gang vi forlod børnene, var vi måske kun væk i tre timer. Det gav en tilpas frihed, men gav mig samtidig ro, fordi jeg vidste, at jeg snart ville se dem igen. Som tiden gik, blev vi helt trygge ved at være væk i længere perioder!
  4. Vær så forberedt som overhovedet muligt. Jeg stillede altid langt mere mad og mælk frem, end der egentlig var brug for. Jeg lagde også altid ekstra sæt tøj frem i tilfælde af et ble-uheld. Visheden om, at passeren havde alt, hvad der var brug for, dæmpede min egen bekymring. 

Husk, at som med alt andet, er dette blot en fase. Både vi og vores børn vokser fra det med tiden. Prøv at bevare roen, og vær ikke bange for at bede om hjælp, hvis du har brug for det! 

Tilbage til alle indlæg