Selektiv mutisme: En introduktion for forældre

I denne artikel vil du lære om, hvad det er, samt læse om måder at genkende det på, behandlinger af selektiv mutisme og blive klogere på nogle af myterne om denne lidelse.

I denne artikel

• Hvad er selektiv mutisme? 
• Udbredte myter
• Bekymret for, om dit barn kan have selektiv mutisme? 
• Almindelige behandlinger og teknikker anvendt af fagpersoner
• • Et par bøger om selektiv mutisme 

Hvad er selektiv mutisme? 

Selektiv mutisme er en angstlidelse, hvor et barn ikke er i stand til at tale i bestemte situationer (i klasselokalet eller i nærheden af fremmede), men kommunikerer derhjemme uden problemer. Det starter normalt i den tidlige barndom i alderen 2 til 4 år. Selvom det er sjældent, kan et barn udvikle selektiv mutisme over for visse familiemedlemmer, hvis de ikke ser dem så ofte. Når det gælder årsagerne til lidelsen, mener nogle forskere, at miljømæssige og genetiske faktorer kan spille en rolle. 

Nogle tegn, du måske bemærker hos et barn med selektiv mutisme:

• Evnen til nemt at tale derhjemme, men ikke med andre (børn i skolen eller fremmede); 
• Undvigelse af øjenkontakt; 
• Manglende ansigtsudtryk i frygtede situationer;
• Social isolation/tilbagetrækning;
• Forsigtigt temperament;
• Klyngen sig til forældre/omsorgspersoner;
• Separationsangst; 
• Bruger nonverbal kommunikation eller hvisker for at kommunikere med andre.

Udbredte myter

1. Selektiv mutisme er en fase, som børn vokser fra med tiden. 

Dette er forkert! Det er ikke en fase, og det rammer heller ikke kun børn. Det er en angstlidelse, som hvis den forbliver ubehandlet, kan fortsætte i ungdomsårene og voksenlivet.

2. Selektiv mutisme er en form for autisme.

Selvom symptomerne kan ligne autisme, er det forskellige lidelser. Børn med selektiv mutisme opfører sig forskelligt afhængigt af deres omgivelser. De kan være nonverbale i skolen, men sociale og snakkesalige derhjemme.

3. Børn udvikler denne lidelse som følge af omsorgssvigt eller traumer.

En af de misforståelser, vi ofte hører, er, at børn udvikler selektiv mutisme som følge af traumer. Faktisk viser undersøgelser, at denne form for myte kan være skadelig, da den kan forhindre barnet i at få den rette behandling for den egentlige angst. (Når mutisme opstår på grund af posttraumatisk stress, holder et barn op med at tale i miljøer, hvor det tidligere talte uden problemer.) 

4. Sidst, men ikke mindst: selektiv mutisme er en tale- eller sprogforstyrrelse.

Det er ikke en tale- eller sprogforstyrrelse. Det er dog muligt for et barn med selektiv mutisme også at have en tale- eller sprogvanskelighed.

Taler dit barn ikke? Tag vores gratis screening for at få tips til, hvordan du kan hjælpe:

Bekymret for, om dit barn kan have selektiv mutisme? 

Det er afgørende at tale med dit barns børnelæge og andre sundhedsfaglige personer (talepædagoger og psykologer), hvis du er bekymret. Når diagnosen er stillet, kan der være flere former for behandlinger, som bruges til at hjælpe dit barn. Effekten af behandlingerne kan dog afhænge af flere faktorer såsom antallet af år, barnet har kæmpet med det, eller om barnet har yderligere talerelaterede vanskeligheder.

Almindelige behandlinger og teknikker anvendt af fagpersoner

Her er det nyeste inden for behandling af selektiv mutisme:

Kognitiv adfærdsterapi eller KAT er et terapeutisk redskab, der bruges af fagpersoner til at hjælpe personen med at fokusere på, hvordan de opfatter sig selv.

Eksponeringsterapi (en form for KAT) er en metode, der sigter mod at mindske frygt ved gradvist at udsætte et barn for situationer, det frygter. Det kan umiddelbart virke som den oplagte løsning at undgå situationer, der gør barnet ængsteligt. Lad os være ærlige, vi gør det også selv. Det er dog ikke en løsning, da det kan hæmme barnets adfærd yderligere og forstærke angsten. 

Stimulus fading er en teknik, hvor du lader et barn interagere med en person, det taler ubesværet med, men langsomt lader en ny person deltage.

I nogle tilfælde bruges medicin ofte til ældre børn med svære former for angst.

Positiv forstærkning er et andet redskab anvendt i terapien til at få et barn til at udvise den ønskede adfærd (f.eks. et stykke legetøj, en kiks eller klistermærker).

Talepædagogik:  Som tidligere nævnt er selektiv mutisme ikke en taleforstyrrelse. Det er dog muligt for et barn at have en sprog- og talevanskelighed ud over selektiv mutisme; i så fald vil det have brug for talepædagogik.

Et par bøger om selektiv mutisme 

• Helping Your Child with Selective Mutism: Practical Steps to Overcome a Fear of Speaking af Angela E. McHolm, Charles E. Cunningham og Melanie K. Vanier 
• Maya’s Voice Book af Wen-Wen Cheng 
• Overcoming Selective Mutism: The Parent’s Field Guide af Aimee Kotrba og Shari J. Saffer

Hvis du har mistanke om, at dit barn lider af selektiv mutisme, er tidlig indsats meget vigtig. Kontakt en psykolog eller en talepædagog for at finde ud af, hvordan I kommer videre. Ved at tage handling så tidligt som muligt kan du hjælpe dit barn med at overvinde udfordringerne.