Turn Autism Around Podcast: Speech Blubs-appen til autisme

Denne podcast er skabt og udgivet af Mary Barbera.

https://www.youtube.com/watch?v=deCYNB3o12U

Mary: Du lytter til Turn Autism Around podcast episode nummer 102, og jeg er din vært, Dr. Mary Barbara. I dag har jeg et helt særligt emne til dig. Jeg har besøg af en af medstifterne af en app, der bruges til børn med autisme. Han hedder Mitja Mavsar og kommer fra Slovenien. Han er far til fire drenge, ægtemand og medstifter af virksomheden Blub Blub Inc. Deres produkter, Speech Blubs og Reading Blubs, blev lanceret i 2017, og de har allerede hjulpet over tre millioner børn med sprogforsinkelser og autisme såvel som Downs syndrom. Så i dag taler vi om appen. Vi taler også om videomodellering, skærmtid, fælles opmærksomhed, hyperleksi og selvfølgelig om, hvordan man styrker sproget ved hjælp af appen Speech Blubs. Så lad os springe ud i dette spændende interview med Mitja Mavsar.

Mary: Mange tak, fordi du ville være med i dag, Mitja.

Mitja: Tak, fordi jeg måtte komme.

Mary: Ja! Vil du ikke starte med at fortælle vores lyttere lidt om dig selv, så vi kan skyde programmet i gang? Normalt plejer jeg at spørge ind til, hvordan man havnede i autismens verden, men det er jo ikke rigtigt der, du kommer fra. Så fortæl os lidt om dig selv, og hvordan du blev involveret i at udvikle apps.

Mitja: Jo, gerne. Lige nu sidder jeg i Slovenien, hvor vi er lukket ned. Det hele startede med, at jeg som lille dreng selv havde talevanskeligheder. Da jeg var fire år gammel, var der vist ingen, der egentlig forstod, hvad jeg sagde. Så jeg kom til talepædagogik. De fik rettet op på det meste. Du kan nok godt høre, hvad de ikke fik rettet op på, eller den slags ting.

Mary: Overhovedet ikke. Det lyder rigtig fint for mig.

Mitja: Okay, mange tak. Men en enkelt udtalefejl hang faktisk ved helt indtil, jeg var omkring 16 år. Så talepædagogik var virkelig en stor redning for mig, for som teenager ved man jo godt, at andre børn kan være ret onde. Da jeg fik rettet op på det, gav det et kæmpe boost til min selvtillid. Det var rigtig godt for min videre personlige udvikling. Senere begyndte jeg at arbejde med internettet. Jeg arbejdede som UX-designer, hvilket var min karriere i 15 år. Vi arbejdede sammen med rigtig mange forskellige startups. På et tidspunkt indså jeg, at det kunne være fedt at lave et startup, der passede til mine personlige interesser på det tidspunkt. Jeg var meget optaget af psykologi, især børnepsykologi, fordi jeg selv havde to børn dengang.

Begyndelsen på Speech Blubs-appen

Mitja: Nu har jeg fire, så der er sket en del! Vi har også mange flere brugere i dag end dengang, jeg kun havde to børn. Men det, der i bund og grund skete, var, at jeg mødte en fyr, som var 20 år på det tidspunkt. Jeg var selv 33, og han holdt en form for workshop. Idéen opstod: Hvad hvis vi hjalp børn gennem en app – børn med talevanskeligheder, ikke noget specifikt til at starte med. Idéen var at styre noget på skærmen med barnets stemme. Altså en stemmestyret app, hvor der skete en animation eller en bold bevægede sig, hvis man lavede en lyd.

Mitja: Så han kom hen til mig og sagde: 'Okay, gamle dreng, kan du hjælpe mig med det her projekt og koncept?' Og jeg svarede: 'Klart, lad os undersøge det.' Jeg havde jo absolut ingen erfaring med talepædagogik. Jo, jeg havde erfaring som barn hos en talepædagog, men det tæller jo ikke rigtigt. Vi følte os overhovedet ikke sikre på vores faglige viden om, hvorvidt vi bare lige kunne gå ind i talepædagogik. Så vi startede med at mødes med talepædagoger i Slovenien, og derefter tog vi til USA. Vi fremviste vores lille prototype til en masse talepædagoger i Californien. Vi troede jo, at i det store Amerika og Silicon Valley, der ville der være masser af teknologi på det her område. Men talepædagogerne sagde bare – på den der typisk amerikanske måde: 'Hvor er det fantastisk! Det er genialt!' – og så tilføjede de: 'Men altså, skærmtid og talepædagogik går bare slet ikke hånd i hånd.'

Mitja: Så vi sad lidt med følelsen af: Kan det her overhovedet lade sig gøre? Vi tog hjem og besluttede os for at gøre det alligevel, selvom det ikke lignede en god forretning til at starte med. Men det føltes rigtigt at gøre. Det føltes, som om vi gjorde noget godt for verden og for børnene. Der findes jo så mange startups, der bare handler om at tjene hurtige penge, så det at hjælpe børn føltes bare rigtigt. Så vi arbejdede videre, men den oprindelige idé med tegnefilm og animationer faldt til jorden, for vi kunne ikke skaffe nogen animatorer i området. De arbejdede alle sammen for byens nye, hotte startup. Så fik vi en idé: Hvad nu hvis vi bare optager rigtige børn? Hvad hvis vi gør det helt naturligt? Vi optager andre børn, og så gentager børnene, hvad de ser børnene i videoen gøre.

Mitja: Vi tog hen i et studie, og det er faktisk en rigtig sjov historie. Vi gik i studiet, og vi havde en talepædagog med. Vi havde børn foran kameraet, og vi lavede nogle helt basale – jeg er ikke helt sikker på, hvad det kaldes på fagsprog, men det var mundmotoriske øvelser. Noget af det, man… ja, det er jo ikke noget, vi tænker over, vi gør det hele tiden. Mange mener ikke, at den slags skaber talelyde. Men uanset hvad: Vi var i studiet, og vi gav barnet foran kameraet en helt simpel instruktion. Det var: 'Efterlign en fisk, okay?'

Mary: Og så åbner og lukker man bare munden.

Mitja: Lige præcis, bare åbne og lukke. Vi ville kalde øvelsen for 'fisken'. Og der stod vi så i studiet og kiggede på den allerførste video, vi nogensinde havde optaget. Der var mig og Jernej, vores direktør og medstifter, samt forældrene og fagpersonerne. Vi stod alle og kiggede på videoen. Pludselig kigger Jernej på mig og siger: 'Se dig lige omkring. Prøv at kigge!' Alle stod og gjorde det.

Mitja: Alle i studiet stod og efterlignede fisken med munden! Det var hylende morsomt, og vi tænkte med det samme: 'Okay, vi har fat i noget her.' Det var noget, vi slet ikke anede hed 'videomodellering'. Vi gjorde det ikke engang med vilje. Det viste sig bare: Det her fungerer!

Mary: Og derfra tog det bare fart. Og det er kun et par år siden – I lancerede Speech Blubs i 2017, ikke?

Mitja: Jo, vi lancerede Speech Blubs i 2017. Vi lancerede faktisk en slovensk udgave i 2015 udelukkende for at teste konceptet af med forældre.

Mary: Findes den kun på to sprog?

Mitja: Nej, den slovenske version findes faktisk slet ikke mere. Vi var nødt til at følge markedet. Du kan nok forestille dig, at Slovenien med to millioner indbyggere ikke er så stort – jeg tror, vi havde 150 registrerede talepædagoger i hele landet.

Mitja: Så der var slet ikke et marked. I stedet fandt vi sammen med en amerikansk producer, som optog videoer i USA med amerikanske børn. Vi fik forskellige talepædagoger til at godkende børnene. Jeg mener, der var tre talepædagoger inde over hvert eneste barn i alle videoerne. Derefter udgav vi den amerikanske version. Så begyndte vi at få henvendelser fra britiske forældre, der mente, at ordene i appen ikke var ordentligt engelsk! Så lavede vi en britisk version, og efterfølgende kom der spansk, portugisisk og fransk. I dag har vi alle disse sprog samlet i appen. Så et barn kan faktisk også bruge vores app til at lære et fremmedsprog.

Videomodellering og Speech Blubs

Mary: Wauw! Okay, så jeg har kigget på appen, og jeg ved, at I har tre millioner brugere nu, ikke? Helt grundlæggende er det rigtige børn, der laver lyde – som for eksempel dyrelyde som en abe – og så popper der en animeret abe op, hvorefter barnet i videoen laver en abelyd, og så er meningen, at barnet, der bruger appen, skal gøre det samme. Der er også nogle bjælker, der bevæger sig hen over skærmen, mens man gør det. Det er ret avanceret, men samtidig utrolig simpelt. Det er en fascinerende blanding af det meget komplekse og det helt enkle. Men du nævnte videomodellering. Det er et emne, jeg selv har lavet en videoblog om – den kan vi linke til i shownoterne. Jeg ved, det er en evidensbaseret metode. Kan du kort forklare vores lyttere, hvad videomodellering egentlig er?

Mitja: I virkeligheden gælder det, at hvis man skal lære at tale eller udvikle sociale færdigheder – ja, stort set hvad som helst – er man nødt til at være sammen med andre mennesker, kigge på dem og aflæse deres ansigter. Men hvis man er på autismespektret, er man ofte ikke nær så optaget af ansigter. Så det, vi har gjort med appen, er noget helt naturligt. Og det naturlige princip i modellering er en forskningsbaseret teknik, der bygger på neurovidenskaben om spejlneuroner. Når vi observerer andre mennesker, gør vores hjerne i bund og grund det samme, som deres hjerne gør.

Mary: Så det er ligesom et spejlbillede. Ligesom når man kigger i et spejl, så aktiveres spejlneuronerne – ikke kun når man selv siger noget.

Mitja: Lige præcis! Ikke kun det. Hvis jeg åbner munden lige nu, så sker der en særlig proces i min hjerne, der får mig til at åbne munden. Og i din hjerne, bare ved at du kigger på mig, aktiveres nøjagtig det samme område. Så selvom jeg bare kigger på, at du nikker, gør min hjerne det samme som din. Det er på den måde, det er bevist, at vi lærer – vi lærer ved at observere. I vores tilfælde er appen fyldt med videoer af børn, og selv hvis et barn ikke efterligner det med det samme, men bare kigger på barnet på skærmen – den lille 'lærer' i appen – så virker det faktisk. Og grunden til, at vi ved det, stammer fra en kæmpe motivationsfaktor i starten; i hvert fald for mig og de andre på holdet.

Mitja: Det handlede om vores faste talepædagog dengang. Den talepædagog, vi arbejdede tæt sammen med, havde stor erfaring med børn på autismespektret og børn med Downs syndrom. Vi mødte en dreng, som både havde Downs syndrom og træk inden for autismespektret. Til hver eneste session smed han sine briller væk efter 30 sekunder og nægtede pure at samarbejde med talepædagogen. Men så introducerede de appen for ham.

Mitja: Han var en utrolig elskelig dreng. Han var omkring fem eller seks år på det tidspunkt og helt uden talesprog. Da de gav ham iPaden – og børn med Downs syndrom er jo ofte utrolig kærlige – begyndte han simpelthen at kramme den! Den iPad og Speech Blubs-appen på den blev vendepunktet for ham. Han og hans mor sad med det i 20 minutter hver eneste dag. Jeg kan huske, at han kom forbi vores kontor efter seks måneder – han kom forbi i ny og næ – og for allerførste gang kiggede han mig direkte i øjnene.

Mitja: Han begyndte at kommunikere med fagter. I den første måned havde han bare siddet og kigget på børnene i appen uden selv at deltage aktivt. Men pludselig blomstrede han bare op, og det var helt fantastisk at være vidne til.

Mary: Ja. Du nævnte før, at børn med autisme ofte ikke kigger så meget på ansigter. Jeg udgav for nylig en podcast, episode 93 tror jeg det var, som vi også kan linke til i shownoterne. Den handler om Dr. Ami Klins arbejde ved Emory. Han er en meget anerkendt autismeforsker, som lige har udgivet nye studier. Han har lavet en masse øjensporingsforskning med børn med autisme, typisk udviklede børn og både enæggede og tveæggede tvillinger. Han fandt ud af, at babyer og småbørn, der senere får en autismediagnose, fokuserer anderledes: De fokuserer, præcis som du sagde, hverken på folks ansigter, det sociale samspil eller de nonverbale signaler. Han viser for eksempel en video af to småbørn, der leger i en legetøjsvogn med en låge, der kan åbne og lukke. De typisk udviklede børns blik retter sig mod 'konflikten' mellem de to børn – 'jeg vil have lågen åben' og 'jeg vil have lågen lukket' – mens børnene med autisme (eller dem, der senere fik diagnosen) udelukkende kiggede på lågen, der åbnede og lukkede. Derved gik de glip af hele det sociale samspil.

Speech Blubs' syn på skærmtid

Mary: Og det, dr. Klin sagde, var, at hvis dette sker i løbet af fem minutter, hvor de går glip af tusindvis af sociale interaktioner, lynhurtig øjenkontakt, en tur med en sur mine og modstand, ja, hvis de så udsættes for store mængder skærmtid – især skærmtid, der viser sociale ting, men hvor de fokuserer på de forkerte ting – så kan det virkelig blive et problem. For nogle år siden lavede jeg også en videoblog med titlen Skærmtid, og hvorfor jeg ikke ville droppe det helt. Og som du nævnte tidligere, er der nogle talepædagoger, der siger: "Vi vil helt væk fra skærmtid." Selv under den verdensomspændende covid-19-nedlukning sagde folk, at de ville væk fra skærmtid. Men det er jo umuligt at undgå skærmtid helt – vi er bare nødt til at bruge klog skærmtid. Og du taler lidt om det i forhold til klog skærmtid. Så hvordan adskiller din app og brugen af den sig fra bare at placere børn foran tv'et eller en iPad i fire timer om dagen?

Mitja: Jeg så for nylig en dokumentar, der viste, at børnehavebørn i gennemsnit ser på skærme mellem fire og seks timer om dagen, og i USA skulle det være værst med et gennemsnit på seks timer. Det er alt for meget. Man kan betragte skærmtid på samme måde som alt andet i vores miljø, der udløser dopamin. Det er halloween lige nu, så børn spiser for meget sukker. Hvis du lader børn spise sukker hver dag, er der stor risiko for, at de bliver overvægtige. Det er det samme med skærmtid. Hvis du bruger det på en god måde, skader det ikke. Bruger du det for meget, har du et problem. Og det gælder voksne såvel som børn – voksne er et stort problem her. Nogle gange spiller jeg selv videospil eller scroller på Instagram hele tiden i stedet for at lege med mine børn.

Mitja: Og i den situation får børnene ikke nok interaktion ansigt til ansigt. Nu nærmer jeg mig det egentlige svar på dit spørgsmål: Hvis et barn skal udvikle sprog, tale, sociale og andre vigtige færdigheder, har de brug for tid ansigt til ansigt. De har brug for at interagere med deres forældre, med jævnaldrende og så videre. De har brug for at se mennesker uden mundbind, og de skal kunne fokusere på det. Da vi startede, kiggede vi på alle de andre populære børneapps. Lige nu er vi, tror jeg, nummer ni i den amerikanske App Store i børnekategorien. I alle de andre apps ser man fine animationer. Som designer af brugeroplevelser ved jeg, hvordan man fanger folks opmærksomhed, og hvordan man får folk til at bruge noget igen og igen og igen.

Mitja: Og vi står i en situation, hvor forældre er klistret til skærmen, så børnene lærer naturligvis af deres eksempel. Samtidig har vi børn, der ikke har andet at lave, så de gør det samme. Jeg mener, at klog skærmtid starter med at begrænse tiden foran skærmen. Det starter med, at en forælder er til stede og forklarer tingene. Der er lavet undersøgelser om netop det, hvor man lærte børn alle mulige ting ved at vise dem videoer. De lærte noget – de lærte omkring 50 procent af det, de ville have lært, hvis de havde fået det vist i virkeligheden. Men det interessante var, at hvis der sad en forælder ved siden af og forklarede, hvad de så, og bare var til stede, så blev indlæringen markant bedre. Den nåede ikke helt op på niveau med virkelige oplevelser, selvfølgelig ikke, men det var meget, meget bedre. Enhver tegnefilm kan principielt være god skærmtid – ikke alle, men mange tegnefilm er lavet, så børn rent faktisk lærer af dem. Men hvis forælderen er med og forklarer, er det så uendeligt meget bedre. Så kan man bagefter tegne det, man så i tegnefilmen, og så videre.

Sådan øver I fælles opmærksomhed

Mary: Det, vi også gjorde som forældre, var, som i eksemplet med fisken, at bevæge munden frem og tilbage ligesom fisken, lave bobler eller sige abelyde. Man kan engagere sit barn i appen: "Se, drengen laver en abelyd! Se mor lave en abelyd!". Det bygger videre på et andet nøglebegreb, som din app og mine onlinekurser har til fælles: vigtigheden af fælles opmærksomhed. At dele øjeblikke, selv under skærmtid, eller dele noget sjovt, der sker, eller dele den levende sproglige interaktion, hvor man holder en banan op, fordi barnet gerne vil have den, og siger: "Banan, banan, banan", og rækker den til barnet. Den proces med stimulus-stimulus-parring – da jeg kiggede på din app og lærte dig lidt bedre at kende, gik det op for mig, hvor mange kernekoncepter vi begge bruger i vores arbejde for at hjælpe børn. Fælles opmærksomhed er bare så utroligt vigtigt.

Mitja: Ja, helt sikkert, det er jeg helt enig i. Det særlige, vi gjorde, var, at vi ikke proppede en masse animation ind. Vi satte rigtige børn i centrum, og så bruger vi andre elementer til at fastholde barnets interesse. Vi kan for eksempel se i vores analyser, hvordan børnene opfører sig, og nogle brugere gør det samme igen og igen og igen. Man kunne kalde det repetitiv adfærd, som man kender det så godt fra autisme. Men jeg tror, at klog skærmtid opstår, når forælderen er involveret. Forældrene er det vigtigste her, præcis som i enhver terapi eller almindelig opvækst. Hvis barnet sidder alene i seks timer og ser hvad som helst på tv og YouTube, ja, så ved vi ikke præcis, hvad der sker, men barnet vil sandsynligvis ikke udvikle sociale færdigheder. Der nævnes endda i faglitteraturen, at børn, der ser for meget tv, kan udvikle adfærd, der minder om autismespektret. Og selvfølgelig gør de det.

Mitja: Børn, der ikke leger med andre børn ude i virkeligheden, men bare sidder alene foran YouTube, vil naturligvis ikke udvikle typiske sociale færdigheder. De vil selvfølgelig få problemer med tale, sprog og det hele – præcis som hvis de spiste slik hele tiden og blev overvægtige. Det er det, der sker. Mennesker tilpasser sig enhver situation, og hvis situationen er at se tegnefilm, så vil kroppen og hjernen indrette sig efter det og gøre os til bedre tv-seere – eller bare mere passive, ja.

Opnåelse af ekkoisk kontrol

Mary: Ja. En af de ting, jeg har fokuseret meget på, er forælderens eller fagpersonens mulighed for at opnå det, vi kalder ekkoisk kontrol – altså at få barnet til at kunne gentage eller efterligne lyde. Selv typisk udviklede børn har ikke altid evnen til spontant at efterligne lyde, selv ikke ved 15-18-månedersalderen. Det er simpelthen ikke udviklet endnu hos mange helt almindelige børn. Og hos børn med autisme er det ganske almindeligt, at nogle forbliver nonverbale, uden talesprog, og ikke opnår disse færdigheder. Derfor arbejder vi benhårdt i mine onlinekurser på at opbygge imitationsresponser: imitation med genstande, mundmotorik – at lave mundbevægelser, hvis man kan. Men jeg er ikke stor tilhænger af at røre ved børns ansigter eller forsøge at tvinge det frem.

Mary: Men én ting, jeg altid siger, er, at vi ikke kan hive ordene ud af munden på børn, selvom de rent faktisk godt kan sige "banan". Man kan aldrig tvinge et barn til at sige banan, selvom man har det, vi kalder "kontrol". Vi kan linke til de podcasts eller videoer om ekkoisk kontrol, som jeg har lavet, i shownoterne. Men en af de allerbedste måder at opnå den kontrol på er gennem gentagelse, stimulus-stimulus-parring og video modeling, hvor man går ind ad bagdøren: gør det sjovt, gør det tiltalende og har et indbygget forstærkningssystem. Som app-udvikler er du sikkert en sand mester i indbyggede forstærkningssystemer. Man hører nogle forældreeksperter sige, at de ikke går ind for trusler, straf eller bestikkelse, og det er jeg helt enig i.

Mary: Men de siger også, at de ikke tror på belønninger eller forstærkning, og der tænker jeg bare: Hele verden fungerer ud fra principperne om positiv forstærkning, uanset om man tror på det eller ej. Det svarer til at sige, at man ikke tror på tyngdekraften.

Mitja: Det er jo hele grundlaget for al den psykologi, der er udviklet i det sidste århundrede. Det er adfærdsvidenskab, der er ikke så meget mere at sige til det.

Hyperleksi og Reading Blubs

Mary: Det er ligesom tyngdekraften: Forstærker du adfærden, stiger den. Så ja, helt sikkert. Men lad os lige skifte emne et øjeblik, for det her er virkelig vigtigt. I har så fantastiske videoer i appen, og det lyder til, at I har gjort et kæmpe stykke arbejde med at udvide den til fem sprog. Jeres nyeste app hedder Reading Blubs, og den dækker tidlig læsefærdighed og før-læsefærdigheder. Jeg har selv arbejdet en del med hyperleksi i forhold til min søn Lucas, som havde hyperleksi, da han var lille. Det er evnen til at læse eller genkende bogstaver, før man overhovedet kan tale rigtigt. Tilsyneladende er der et område i hjernen ved autisme, der bliver overstimuleret af ting som bogstaver og tal. Mange forældre – inklusive mig selv – holder fast i tanken: "Nå, det er hyperleksi, det er ikke autisme." Men i dag ved vi, at det ofte er begge dele. Dermed ikke sagt, at alle børn med hyperleksi har autisme, for nogle børn med en meget høj IQ kan bare være usædvanligt tidligt udviklede med læsning og den slags.

Mary: Men en af de ting, jeg bed mærke i, da jeg kiggede kort på jeres Reading Blubs-app, var, at I faktisk ikke har bogstavgenkendelse som det primære fokus. I fokuserer mere på at lytte til historier og på tekstforståelse, hvilket jeg synes er så meget vigtigere, især for tumlinger og børnehavebørn, der ikke har hyperleksi.

Mitja: Lige præcis. Vi lavede research igen, talte med forældre, lærere, terapeuter og så videre. Og vi bemærkede en interessant tendens, som egentlig er ret indlysende: Forældre læser ikke med deres børn hver dag. De burde gøre det, men de gør det ikke. Nogle forældre er udmattede, fordi de har to jobs på samme tid. Nogle fædre er meget firkantede og mangler fantasien til for alvor at lege med børnene og gøre bogen sjov. Vi så også, at der findes apps på markedet, som prøver at lære seks- og syvårige at læse, når det reelt er tid til læseindlæring. Men inden da, i førskolealderen, handler det mest om historier. Selvfølgelig kan de lege med bogstavernes navne – eller måske er det endda bedre, hvis de lader være – men det vigtigste er, at de hører masser af historier. Det, vi gerne ville opnå her, byggede på præcis samme koncept: Vi har en lille børneoplæser, som prøver at gøre det samme, som den perfekte forælder ville gøre ved godnatlæsningen.

Mitja: Hvad den perfekte forælder ville gøre, er at læse højt for barnet med masser af entusiasme, stille spørgsmål bagefter og lade barnet røre ved tingene i bogen. Det er det, læsning handler om. Så her har du et barn, der læser en historie for dig, og du fører hovedpersonerne fremad ved at trykke på dem. Vi har for eksempel en alpaka, som man kan klippe ulden af. Det er som en bladrebog, der er digitaliseret på en rigtig god måde. Vi ser fantastiske resultater; børnene lever sig helt ind i historierne hver gang. Og efter historien dukker det samme barn op på skærmen igen og spørger: "Hvad hed alpakaen?" eller "Hvilken farve havde cyklen?". Så skal man trykke på knapperne for at svare på det spørgsmål, som et rigtigt menneske lige har stillet.

Klog skærmtid

Mitja: Så igen prøver vi at skabe klog skærmtid for vores brugere. Det er tilgængeligt under det samme abonnement. Så hvis du har et Speech Blubs-abonnement, får du det gratis, eller hvis du abonnerer på Reading Blubs. Så vi har brugere, der måske bruger Speech Blubs-appen til et barn på et, to eller tre år, og så måske Reading Blubs til et på lad os sige to et halvt år. Jeg har set toethalvtårige bruge den med succes, men det er mest fra tre til fem år, vil jeg sige. Altså hvis det er et typisk udviklet barn – hvis det ikke er et typisk udviklet barn, så er det måske lidt senere, eller det afhænger af de konkrete behov.

Mary: Og igen er jeg sikker på, at det med Reading Blubs ville være ideelt eller nødvendigt, at en forælder også er der og følger med. Så det ikke bare bliver til at scrolle tilbage for at barbere lamaen. Okay, tilbage og barbere lamaen igen, for det er her, børn med autisme kan køre fast i gentagelserne. Jeg har udviklet et bogprogram i mine onlinekurser, og en del af bogprogrammet går ud på, at forældrene tager på biblioteket en gang om ugen og låner fem, syv eller ti nye bøger og afleverer de gamle, og så læser helt enkle bøger. Og de stiller helt enkle spørgsmål. Og med coronanedlukningen var mange biblioteker jo lukkede. Så der var en, der anbefalede en anden app, der hedder "EPIC", som rummer et hav af bøger. Og igen mener jeg, at jo flere ressourcer vi kan have, hvor vi personligt kan læse højt for vores børn – og vi abonnerer på Epic-appen, fordi det selv for min 24-årige søn med svær autisme er en fantastisk ting at kunne vælge helt enkle bøger ud, kigge dem igennem sammen, stille ham spørgsmål og få fyldt vores dage ud.

Mary: Hvilket for mange forældre verden over netop er en kæmpe udfordring: at få dagene til at gå, især med et barn med autisme. Og jeg tror, vi alle gør vores bedste. Jeg synes, at apps som jeres, Speech Blubs og Reading Blubs, er en helt fantastisk mulighed for bare at få flere redskaber i værktøjskassen. Jeg er endda en stor fortaler for, at forældre laver deres egne videoer. Men problemet med det er igen, hvor mange videoer man overhovedet kan nå at lave. I har et helt produktionsselskab, og I tilføjer hele tiden nye ting, og der er forskellige børn med, så man ikke får den der monotone gentagelse af at se mor sige "hoved, skulder, knæ og tå" ti gange i træk. Jo mere fleksible vi kan gøre vores børn, jo mere variation, jo flere nye historier og nye måder at gøre tingene på –

Mary: – desto mere gavnlige tror jeg, disse værktøjer vil være. Lige præcis. Jamen fantastisk. Jeg synes virkelig, vi kom omkring en hel masse her. Jeg ved, at jeg kan give et partnerlink: MaryBarbera.com/blubs. B-L-U-B-S. Fedt navn, anderledes navn. Så du kan tjekke Speech Blubs og Reading Blubs ud. Det er det samme abonnement, og det koster kun et par dollars om måneden. Du kan vælge et årsabonnement eller et månedsabonnement. Og du kan få en gratis prøveperiode, hvilket altid er en god idé, så du kan prøve det af, da det jo ikke er sikkert, det passer til netop dit barn.

Mitja: Der er én ting – der er én funktion i vores app, som er fuldstændig gratis, inden man rammer betalingsmuren, så at sige. Og det er en screeningstest. Så i bund og grund indtaster du dit barns oplysninger og fødselsdato, og så får du overblik over alle milepælene – og det gælder ikke kun tale, sprog og læsning, men også pragmatik, leg og hørelse. Så alle milepælene. Jeg tror, vi screener omkring 150.000 børn hver måned, når det går rigtig godt. Og det er noget, jeg ser her i situationen over hele verden lige nu: Hvis du har en toårig, kommer du til at vente temmelig længe på at få dit barn vurderet af en talepædagog, og ...

Et fantastisk alternativ, mens du venter på at komme til en talepædagog

Mary: Og man venter også på børnelægen, venter på behandling. Men nej, altså, du har fuldstændig ret. Vi havde et af vores medlemmer, der tilmeldte sig mit småbørnskursus. Hendes barn var 20 måneder gammelt, uden diagnose og uden behandling. Og hun boede i Storbritannien og fortalte, at hendes ventetid til en talepædagog var 18 måneder. Det var bare for overhovedet at få en tale- og sprogvurdering. Og ventelisterne er helt forfærdelige, hvilket netop er grunden til, at jeg skriver min anden bog, Turn Autism Around. Den er tænkt som en konkret handlingsguide til forældre, mens de venter på enten en diagnose eller behandling, for som vi begge ved og tror på, kan forældre gøre en verden til forskel. Så det at hente apps som jeres og lære mere – og hvis du er fagperson og lytter med her, så giv forældrene redskaber til at lære mere.

Mary: Og det at have nogle konkrete redskaber til at engagere dit barn, synes jeg bare er fantastisk, så du kan få det hele – den gratis screening, den gratis prøveperiode og abonnementet – på MaryBarbera.com/blubs. Du kan også tjekke alle shownoterne ud for alle de kilder og ressourcer, vi har nævnt undervejs. Jeg vil gerne runde vores episode af med en af grundtankerne i min podcast: at forældre og fagpersoner skal opleve mindre stress og have en gladere hverdag. Så som far til fire, app-udvikler og ægtemand: Har du nogle gode råd til egenomsorg eller stresshåndtering, som du bruger i hverdagen eller tyr til, når du har tid til at få pulsen lidt ned?

Mitja: Det har der været. Der har lige været tre ret stressende dage. Og det var ... jeg havde ikke været ude af huset i tre dage. Normalt under nedlukningen går jeg bare ud i naturen med børnene helt alene – eller som regel ikke alene, som regel sammen med børnene. Ja, stress er en stor udfordring. Jeg tror bare, vi er nødt til at kigge mindre på skærme og opleve mere natur. Og hvis vi gør det – ikke nødvendigvis fjerner skærmene helt, men simpelthen skærer ned på dem, præcis ligesom vi er nødt til at skære ned på, hvor mange gange vi render ud til køleskabet. Det handler jo om balance. Ja, alting handler om balance.

Mary: Ja, lige præcis. Jeg er helt vild med idéen om at gå ud i naturen. Og jeg ved også, at for mig personligt mindsker det stress. Så tusind tak, Mitja. Det har været en fornøjelse at lære dig bedre at kende. Og jeg glæder mig til at følge jeres udvikling og være en del af den helhjertede indsats for at hjælpe børn med talevanskeligheder, autisme og alle, der kæmper med at lære at tale. Så tusind tak for din tid i dag, og hav det rigtig godt.

Mitja: Mange tak.