Kolik hos spædbørn: Personlige erfaringer og gode råd

Jeg kan huske, at jeg var sammen med en ung mor, hvis søn er cirka 6 måneder yngre end min datter. Hendes søn havde kolik og var bare dybt ulykkelig, uanset hvad hun gjorde. Jeg kan huske, at jeg kiggede på min mand og sagde: "Hold da op, det må være en frygtelig tilværelse." Jeg havde INGEN anelse om, at jeg ville komme til at opleve nøjagtig de samme problemer med vores søn!

Da jeg mødte min søn for første gang

Vores søn blev født den 19/6-2019 kl. 04.45. Han var en stor dreng – han vejede 3.970 gram og målte 54 cm. Han var helt perfekt, og jeg elskede ham fra det øjeblik, jeg så hans ansigt!

Vores datter tog sutten med det samme og elskede den. Nicholas var det stik modsatte. Uanset hvad vi prøvede, fik han kvælningsfornemmelser og spyttede den ud. Jeg sværger, jeg købte alle tænkelige suttestørrelser, mærker, typer og modeller på markedet, og intet virkede.

Det eneste, der kunne berolige ham i længere tid ad gangen, var mig. Jeg ammede begge mine børn i 6 måneder. Det er et kæmpe stykke arbejde drevet af kærlighed! Kæmpe respekt til alle, der klarer mere end et år, men det var bare ikke noget for mig. Jeg følte mig som en tyk malkeko, hvis yver altid lækkede på de mest uheldige tidspunkter.

Fordi Nicholas nægtede at tage en sut, var jeg det eneste, der kunne få ham til at falde i søvn og holde sig rolig. Hvor frustrerende det end var, gik det over, da jeg stoppede med at amme.

Symptomerne på kolik melder sig

De første par nætter derhjemme med Nicholas vidste vi godt, at han ville blive en udfordring. Selvom han sov godt for os om natten – typisk 3-4 timer i træk fra starten – var han super pylret hele dagen og virkede bare utilpas.

Han græd uden nogen grund, selv når han var ren, mæt og lige var vågnet. Jeg syntes også, at han gylpede ret tit. Når jeg tænker tilbage, tror jeg ikke, det var mere end hos en helt almindelig baby, men jeg ledte efter noget at give kolikken skylden for, og det nemmeste var refluks.

Vores børnelæge gav ham medicin, men det gjorde ikke hans humør bedre. Vi trappede ham til sidst ud af det, da vi fandt ud af, at refluks ikke var problemet.

Så tænkte jeg, at det måske var luft i maven. Den her dreng kunne – og kan stadig – lave lort og prutte med en kraft og en stank som en fuldvoksen mand. Med den tanke i baghovedet skyndte jeg mig at tømme Amazon for kamilledråber og dråber med mælkesyrebakterier.

Virkede dråberne så? Ikke rigtigt. Han skreg og peb stadig, og der var ingen ende i sigte. Vores venner og familie sagde, at det var, fordi han var nummer to, og at vi havde fået en dobbelt udfordring, fordi han var en dreng. Passer det? Det aner jeg ikke. Jeg vil sige, ud fra hvad jeg har set, virker det andet barn ofte til at være en større udfordring, MEN jeg er jo ikke forsker og har ikke lavet videnskabelige undersøgelser om emnet.

Hvordan klarede vi det?

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det var nemt, men det var det ikke. Der var dage, hvor vores tålmodighed var brugt helt op. Oveni søvnmanglen prøvede vi at holde vores datter underholdt og glad.

Det var hårdt.

Jeg siger altid til alle, at jeg var glad for, at jeg havde en fødselsdepression med min datter og ikke min søn, for jeg ved ikke, hvordan jeg ville have klaret det oveni hans temperament.

Bebrejd ikke dig selv eller din baby for gråden – kolik er ingens skyld. Prøv at slappe af, og vid, at din baby vil vokse fra denne fase.

KidsHealth.org

Her er nogle ting, vi gjorde for at bevare forstanden i de første 9-10 måneder:

1. Træk på familien. Jeg har fantastiske svigerforældre, som bor tæt på os, og jeg trak ofte på dem til at passe børnene. Det gav min mand og mig en lille pause til at sove, lade op og finde fokus igen.
2. Lad barnet græde ud. Hør her, jeg ved godt, at mange vil være uenige med mig, og det er helt i orden. Det virker ikke for alle, men det gjorde det for os. På de dage, hvor Nicholas var super pylret, og jeg vidste, at alle hans behov var opfyldt, lod vi ham græde. Jeg lod ham ligge i tremmesengen i 5 minutter, og så gik jeg udenfor og trak vejret dybt ind. Sandheden er: Jeg er en bedre mor, når jeg er rolig og i balance. Der var tidspunkter, hvor jeg ikke kunne tage ham op, fordi jeg var vred eller frustreret over, at han var så urolig hele tiden.
3. Få det tjekket hos en læge. Vi tog afsted med Nicholas for at sikre os, at der ikke lå noget medicinsk bag, som f.eks. fødevareallergier. Jeg droppede mælkeprodukter, nødder og frø i min kost – alt, der kunne have givet ham ubehag. Da alt viste sig at være fint, afprøvede vi andre muligheder som maveberoligende midler for at hjælpe.
4. Tag vagter. Mange gange tog min mand den primære tørn med Nicholas, og så tog jeg den næste vagt. Det blev nemmere, da jeg stoppede med at amme, fordi han kunne få flaske om natten. Hvis du udelukkende malker ud og kæmper med kolik, så prøv at pumpe nok ud til en flaske, og lad din mand/partner tage en nattevagt. Du vil blive overrasket over, hvor meget lidt mere søvn hjælper på dit humør og din tålmodighed den næste dag.
5. Sørg for at passe på dig selv. Drik masser af vand, og spis nærende mad. Hvis din krop ikke får det rette brændstof, kan den ikke klare det maraton, som forældrelivet er.

Ligesom med enhver anden fase skal du vide, at det bliver bedre. Nicholas er 10 måneder nu, og selvom han stadig er ret pylret (dumme tænder, der bryder frem), er det blevet bedre, siden han lærte at kravle.

Tiden med vores børn er flygtig, og jeg har fået at vide af forældre med ældre børn, at vi vil savne disse dage og ønske os tilbage til disse problemer, for med større børn følger større problemer.

Held og lykke, og hæng i!