At finde min brors stemme: Hvorfor jeg blev talepædagog

Grunden til, at jeg blev talepædagog, er noget, jeg deler med alle, der spørger mig.

Lige så længe jeg kan huske tilbage, var min bror og jeg uadskillelige. Jeg elskede ham ikke, da han lige blev født. Faktisk bad jeg min mor om at "sende ham tilbage", og jeg tabte ham næsten på gulvet, da jeg holdt ham for første gang.

Som tiden gik, blev han den, jeg tilbragte det meste af min tid sammen med, den jeg kunne bestemme over, vogteren af alle mine hemmeligheder og den, jeg ville beskytte med mit liv. Jeg så op til ham på en måde, jeg aldrig havde troet, jeg ville, og han inspirerede mig også – uden selv at vide det – til at blive talepædagog.

Lige fra han startede i skole, lagde min mor mærke til, at Stephen ikke lærte på samme måde som de andre børn. Det tog ham længere tid at bearbejde information, de noter han havde med hjem gav overhovedet INGEN mening, bogstaver og tal blev byttet rundt, og han kunne ikke huske noget af det, hun eller min far sagde til ham. Oplysningerne røg bogstaveligt talt ind ad det ene øre og ud ad det andet.

I takt med at skoleårene gik, blev sværhedsgraden af stoffet større, og det samme gjorde Stephens frustrationer. Det tog ham og min mor FLERE TIMER at gøre én enkelt opgave færdig. Det blev så slemt, at min far bogstaveligt talt trådte ind ad døren efter arbejde og ikke engang turde spørge, hvordan dagen var gået, fordi Stephen græd, min mor råbte, og jeg var nødt til at smutte ud ad døren for at nå til dans.

Min bror lærte mig at kæmpe for dem, der ikke kan kæmpe for sig selv.

Det var på dette tidspunkt, at min mor besluttede sig for at få Stephen udredt i skolen og skaffe ham en individuel uddannelsesplan (IEP). Nu var jeg jo ret ung, så jeg husker ikke alle detaljer i processen, men jeg ved, at mine forældre kæmpede med næb og kløer for at få stakkels Stephen udredt og anerkendt. Skolen kæmpede imod ved hvert eneste lille skridt.

Efter trusler om juridiske tiltag indvilligede skolen omsider i at udrede min bror, og de fandt ud af, at han var ordblind, led af en auditiv bearbejdningsforstyrrelse, havde udtalevanskeligheder, og led af korttidshukommelsestab. Wow, ikke?

Han startede straks med talepædagogik, og talepædagogen tog fat på disse udfordringer. Det var en lang, opslidende og sej kamp op ad bakke. Hver eneste handleplan blev mødt med modstand fra skoledistriktet. Heldigvis for min bror insisterede mine forældre på de rette tiltag og støttede ham hele vejen igennem. Det var her, jeg stiftede bekendtskab med en talepædagog for første gang, og det ændrede mit liv for altid. 

Skolen begyndte at gå bedre for ham, men mobningen og chikanen fra de andre børn stoppede ikke i meget lang tid. Som hans storesøster ønskede jeg af hele mit hjerte, at jeg kunne passe på ham hver evig eneste dag, men det kunne jeg ikke. Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange jeg har råbt ad børn, der kaldte ham øgenavne, trykkede børns hoveder mod busruden (tro mig, de fortjente det) og jagede børn væk fra min bror for at beskytte ham. På grund af sin kommunikationsforstyrrelse kunne han ikke forsvare sig selv verbalt – så det påtog jeg mig at gøre for ham!  

Spol hurtigt frem til gymnasietiden: Stephen var nu 2 meter høj og tårnede sig op over sine mobbere. Heldigvis havde han fået tilpasset sin undervisning og modtaget talepædagogik i en tidlig alder, så da han begyndte på den nye skole, anede ingen noget om hans tidlige vanskeligheder i skolen. Han lærte at spille både baryton-, tenor- og altsaxofon og kom med i gymnasiets marching band. Det var der, han mødte nogle af sine bedste venner og støtter. 

Han afsluttede skolen og tog afsted for at læse fotografi. Han sendte mig opgaver til korrekturlæsning og redigering lige indtil sin dimissionsdag. Stephen lærte at kompensere for sine udfordringer og gik videre med at tage en videregående uddannelse. I dag arbejder han i byggebranchen sammen med min far Bruce, driver sin egen bilklargøringsvirksomhed (som kører strygende) og tager fotoopgaver ved siden af. 

Min bror havde brug for mig fra en meget tidlig alder, men sandheden er, at jeg havde endnu mere brug for ham. Han lærte mig at være medfølende, omsorgsfuld, hensynsfuld, accepterende og at være en fortaler for dem, der ikke kan tale deres egen sag. Han inspirerer mig hver eneste dag, og jeg er så uendeligt stolt af den mand, han er blevet til. Stephen er loyal, venlig, sjov, dedikeret og hårdtarbejdende. Han er den bedste "lillebror", man nogensinde kunne have ønsket sig. 

Jeg fortæller dig dette, fordi ingen forstår den følelse af magtesløshed, der rammer et familiemedlem, hvis bror, søster eller barn kæmper en hård kamp. Vid, at du ikke er alene. For det andet: Vær en ven, ikke en mobber. Der skal kun ÉT menneske til. Blot én person, der rækker ud, er en ven eller tilbyder en plads ved siden af sig. Du ved aldrig, hvad den ene person kan betyde for et andet menneske. Og sidst, men ikke mindst: Giv aldrig op. Alt det, der er svært, er værd at kæmpe for. Tag ét skridt ad gangen, og bed om hjælp, når du har brug for det!