Sådan bearbejder du dit barns diagnose

Det meste af tiden fortæller jeg forældre, at der ikke kun er tale om en talevanskelighed, men at der også kan være andre faktorer, der forhindrer barnet i at lære på typisk vis, såsom opmærksomhedsforstyrrelser eller autisme. 

Hvordan håndterer du alle de følelser, du oplever, når dit barn får stillet en diagnose? Hvad er normalt, og hvad er ikke? Går følelserne nogensinde væk? 

Faglig erfaring

Jeg fik for nylig henvist en elev til træning i sociale færdigheder. Hun gik i en almindelig klasse og klarede sig supergodt fagligt, men modtog tale- og sprogundervisning i udskolingen, fordi hun havde svært ved at få venner.

Da jeg mødte denne elev første gang, var det helt tydeligt, at hun burde få stillet en autismediagnose; forældrene virkede dog meget afvisende over for at få en diagnose. 

Desværre bliver kriterierne for at få støtte fra en talepædagog meget strengere, når eleven når gymnasiealderen. Der kigges både på faglige præstationer og på resultater i standardiserede test. Denne elev opfyldte ikke kravene i testene OG fik topkarakterer i alle fag (hvoraf nogle var på højt niveau). 

Det betød, at hun ikke var berettiget til tale- og sprogstøtte i skolen.

Jeg henviste hende til ekstern talepædagogik, så hun kunne lære at håndtere sine følelser og interagere med sine jævnaldrende. Efter mødet var slut, havde jeg det forfærdeligt over, at jeg ikke kunne hjælpe hende. Forældrene virkede meget modvillige over for at give hende den hjælp, hun havde brug for, og nægtede at få hende udredt – på trods af alle mine noter og dokumentation om hendes adfærd. Det var tydeligt, at de var i fornægtelse over, hvad deres datter kæmpede med. 

Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle, at historien fik en lykkelig slutning, men det gjorde den ikke. Lige før jul døde elevens far pludseligt. Hun missede ikke en eneste skoledag, fordi hun ikke ville gå glip af lektier og opgaver. 

Hun kunne ikke prioritere eller håndtere sine følelser hensigtsmæssigt og kom ikke med til sin fars begravelse. Hvis hun havde været i terapi, ville det have været noget, en terapeut kunne have hjulpet hende med at bearbejde og håndtere på en sund måde.  

Hvorfor?

Desværre er det ikke første gang, jeg har oplevet forældre/værger afvise en diagnose eller udredning, fordi de frygtede, hvad resultatet ville vise. Hvis du har det sådan, er der et par ting, du bør overveje:

1. Vil diagnosen hjælpe dit barn på lang sigt?
2. Kan støtten justeres eller helt afsluttes med tiden, hvis der ikke længere er brug for den?
3. Hvorfor er du bange for diagnosen?
4. Hvilken støtte ville hjælpe dig med at bearbejde informationen?

Når jeg mærker, at forældre er afvisende over for det, jeg foreslår, giver jeg dem 48 timer til at fordøje informationen og ringer dem så op for at høre, hvordan det går. Det er mange informationer at modtage på én gang, og når man får tid til at lade det synke ind, kan man tænke mere klart over det. 

Som med alt andet gælder det, at når følelserne sidder helt uden på tøjet, tænker man ikke altid klart. 

Du skal have det helt fint med at bede om mere information eller endda bede om en second opinion. Jeg har haft mange forældre, der henvendte sig til mig for at få en vurdering mere, eller som tog mine testresultater med til en anden for at se, om de foreslog den samme indsats. Det er helt i orden at gøre! 

Alt efter hvordan du har det, anbefaler jeg typisk forældrerådgivning eller terapi. At få en diagnose kan føles som en stor skuffelse. Du har dette fantastiske barn, som du har skabt, båret og opdrager – der kan da ikke være noget galt med ham eller hende! At tale med en rådgiver kan hjælpe dig med at bearbejde og arbejde dig igennem disse følelser, så de ikke påvirker dit barn. 

Hvis terapi ikke lige er dig, anbefaler jeg at finde en støttegruppe. Der findes mange forskellige typer – nogle mødes fysisk, andre online, nogle er kun for mødre, og andre er kun for fædre. Det giver dig mulighed for at tale med andre forældre, der går igennem præcis det samme som dig ... eller måske noget, der er endnu sværere. 

Det vigtigste at huske er, at det ikke er din skyld. Ting sker. Det er ude af vores kontrol! Med den rette støtte og eventuel medicinering kan dit barn stadig få et fantastisk liv! Tager det måske lidt længere tid at sige det første ord? Måske. Får de brug for en handleplan? Måske. Så længe de får den hjælp, de har brug for, har du gjort det godt!

Hold ud, og bliv ved med at kæmpe!