Vi er forældre under en pandemi – HJÆLP!!!

Jeg troede naivt, at det her kun ville vare to uger, og at folk rent faktisk vaskede hænder. 🤯 Intet kunne have været længere fra sandheden.

Sagen er den, at min mand og jeg begge arbejder på et gymnasium. Jeg er talepædagog, og han underviser i engelsk for de ældre årgange. Vi arbejder begge på den SAMME skole, hvilket faktisk er skønt.

Da de lukkede skolerne i NJ, vidste vi, at det betød, at vi ville være hjemme på fuldtid med vores viljestærke 3-årige datter og meget pylrede 10 måneder gamle søn. Hvad vi aldrig havde regnet med, var den forældreskyldfølelse og den konstante tovtrækning, vi ville føle mellem at være forældre og arbejde hjemmefra.

De første par dage

Vores datter var lige startet i børnehaveklasse, da alt dette begyndte, og vi følte et kæmpe ansvar for at sikre, at hun ikke gik glip af noget i sin »uddannelse«. Jeg ved godt, at hun kun er tre år, men frygten sneg sig hele tiden ind: Hvad NU HVIS vi ikke skal tilbage på arbejde før næste januar? Så ville hun have gået glip af et helt skoleår! Så ville hun ikke være klar til skolen... hun ville sakke bagud i forhold til sine jævnaldrende... hun ville få brug for en støtteordning... hun ville få et liv med konstant modgang...

Dramatisk…

Men helt ærligt! Jeg vidste, at vi var nødt til at lave daglige lektioner med hende for at sikre, at hun fik lært noget, mens vi var hjemme.

Nemmere sagt end gjort

Så vi begyndte at planlægge daglige lektioner. A for Abe, og så tegnede vi bogstaverne og lavede krea-projekter knyttet til det bogstav. Hyggeligt, ikke?

Og så kom min søn på banen…

Vores andet barn har været en ordentlig mundfuld. Selvom han er ekstremt kær og kærlig, havde han kolik indtil 9-månedersalderen og har været pylret hver evig eneste dag. Han skal helst hænge på en af os, og hvis han ikke er i bevægelse, så bed en bøn – for så skriger han i den højeste oktav, hans lunger overhovedet kan præstere.

Folk har altid sagt til os, at barn nummer to ville blive den største udfordring; den, der ville presse os mest som forældre og give mange stressende stunder. Jeps, det er Nicholas i en nøddeskal.

Mens vi lavede disse krea-ting, begyndte Nicholas at skrige eller kravle op ad mit ben. Lige så snart han kom op at stå, væltede han og slog hovedet ind i stolebenet. Du har gættet det; nu skreg han bare endnu højere.

Idet jeg bøjer mig ned for at tage Nicholas op, råber Nora: »Nej mor, du skal sidde hos mig og tegne.«

Min opmærksomhed var splittet, og den forfærdelige følelse af dårlig mor-samvittighed sneg sig ind. Jeg kunne ikke give Nora den 100 % opmærksomhed, hun havde brug for, selvom jeg så gerne ville. Og omvendt kunne jeg heller ikke bare lade Nicholas skrige.

Vi blev derfor nødt til at dele os op for at klare det. Den ene lærer ting med Nora, og den anden underholder Nicholas.

Det er jo alt sammen meget fint, lige indtil....

Arbejdsmøder og forpligtelser

Fordi min mand og jeg begge arbejder i samme skoledistrikt, betød det, at vi begge var nødt til at passe vores arbejde, mens denne pandemi stod på.

Forstå mig ret – vi er så taknemmelige for, at vi begge har job, der stadig betaler os, så vi ikke skal bekymre os om at betale vores boliglån og give vores børn mad på bordet. MEN vi er konstant splittede mellem at tilbringe værdifuld tid med vores børn, som vi aldrig får tilbage, og at få ordnet de ting, der skal gøres, så vores elever får det, de skal bruge for at klare sig godt fagligt.

Vi griber det som regel an på samme måde, som vi gør med alt andet – den ene arbejder, mens den anden er sammen med børnene. Det er den eneste måde, vi kan overleve på. Det er så hårdt, og mængden af arbejde, som en af os rent faktisk kan nå at få fra hånden, er minimal.

Lader vi Nora se flere film, end vi nok burde? Ja. Stimulerer vi dem lige så meget mentalt, som vi burde? Sikkert ikke.

Men vi tilbringer tid sammen med dem. Vi leger, griner, elsker og lærer – uanset hvordan eller hvornår den læring finder sted!

Når alt kommer til alt, vil vores børn ikke huske den timelange aktivitet om insekter, vi fandt på, eller den stil, de skulle skrive til engelskundervisningen. De vil huske den tid, hvor mor og far var hjemme i lang tid og gjorde hverdagen sjov.

Nogle forslag

Her er nogle af de ting, jeg har gjort for at bevare forstanden i løbet af de fem uger, hvor jeg har arbejdet hjemmefra med børnene! Det virker måske ikke for alle, men jeg håber, det kan hjælpe en eller anden derude!

1. Tag lidt tid til dig selv. Jeg deltager i et virtuelt crossfit-hold fire dage om ugen, mens min mand leger med børnene i et andet værelse.
2. Gå en tur – vi tager børnene med ud på en lang gåtur mindst én gang om dagen, hvis vejret tillader det. Pas selvfølgelig på, og hold afstand til andre!
3. Lav lærerige aktiviteter med fortovskridt udenfor! Nora elsker at lege med kridt, så vi tager børnene med ud og får hende til at skrive bogstaver og tal på den måde!
4. Brug tid sammen med din partner, når børnene sover. Vi bestilte vel omkring 10 brætspil på nettet og spiller dem hver aften. Det er rart at lave noget andet, og det giver os mulighed for at bruge tid sammen og rent faktisk snakke sammen!
5. Træk vejret! Intet varer evigt, heller ikke dette. Vi skal nok alle komme igennem det, og vi kommer styrkede ud på den anden side!
6. Zoom-opkald med vennerne og veninderne. Jeg har et månedligt Zoom-opkald med mine veninder, og min mand gør det samme med gutterne. Tro det eller ej, men det hjælper virkelig!